1500 århusianske skolebørn kan glæde sig til energisk, sjovt og fantasifyldt forårsbesøg af den succesfulde trio Drums Across.
Uffe har ikke grinet i mange år, men heldigvis har professor Storck og Larsen den helt rette kur. Snart går den musikalske tur med tidsmaskine til Zanzibar, hvor slavernes rytmer dunker, til New York med hip hop og omvendte kasketter og på rotur i havet omkring Cuba.
Når den professionelle musikgruppe Drums Across i april og maj spiller koncert for 0.-3. klasse på otte skoler i Århus Kommune, er der garanteret fantasifulde påfund, musik af høj kvalitet og store grin for små hoveder. Succesen ses tydeligt af andre skolers evalueringer af Drums Across, hvor trioen scorer topkarakterer på alt fra pædagogisk formidling til musikalsk niveau.
”Alle, både lærere og børn, var begejstrede,” lyder det eksempelvis fra Avedøre Skole, mens Gadstrup Skole nær Roskilde skriver: ”Musikerne fangede med det samme børnenes interesse, og alle syntes, det var sjovt. Vi kan varmt anbefale Drums Across.”
Og de århusianske skoler glæder sig da også, blandt andet Søndervangskolen, der allerede i efteråret havde besøg af, Lars Storck, den ene af gruppens tre medlemmer. Han lavede dengang workshop med først lærere, så elever.
”Begge dele var uforglemmelige,” fortæller Lene Jensen, lærer på Søndervangskolen.
Koncerteventyret fortsætter
Koncerterne med Drums Across er en del af ordningen Musik i Tide, som kører på femte år i Århus Kommune. Musik i Tide går i korte træk ud på, at alle skolebørn mindst en gang om året skal opleve en professionel koncert i en genre, de ikke er vant til at høre i radioen eller hjemme på anlægget.
Ordningen er finansieret af Statens Kunstråd, Århus Kommune og de enkelte skoler. Godt hver tredje folkeskole i Århus er med i Musik i Tide – også næste skoleår, for Århus Kommune har besluttet at blive i ordningen.
”Det er virkelig en flot indsats fra Århus Kommune og de forskellige skoler at holde fast i børnekulturen i disse sparetider,” siger Ebbe Høyrup, koncertdirektør hos den selvejende institution LMS – Levende Musik i Skolen, som står bag Musik i Tide-ordningen.
”Med koncerterne sikrer Århus børnene en bred musikalsk horisont og fremmer deres indlæring og det kreative niveau på skolerne,” siger Ebbe Høyrup.
Udover Århus Kommune er 54 andre kommuner med i Musik i Tide, så i alt får over 280.000 danske børn i år lov at opleve en kvalitetssikret og professionel koncert i skoletiden.
Mere information
For interview om kommunens deltagelse i Musik i Tide kontakt da Århus Kommunes Musik i Tide-repræsentant, børnekulturkoordinator i Børnekulturhuset Anne Line Svelle – telefon 89 40 48 77.
For udtalelser omkring ordning og koncerter kontakt da LMS’ koncertdirektør Ebbe Høyrup – telefon 86 19 45 70 / mobil 31 25 79 90
Læs hele pressemeddelelsen:
Pressemeddelelse: Koncertbrag venter de små århusianere
Læs mere om LMS og Musik i Tide:
www.lms.dk